Kinesiologien

Som hos mange andre startede min interesse for den alternative behandling, fordi det etablerede system ikke var i stand til at hjælpe - i mit tilfælde med de smerter jeg havde i højre ben, som følge af et fald på nogle trapper. Hjælpen fandt jeg, da jeg gik til behandling hos en kinesiolog og healer.

Dette førte til at jeg i 1987 begyndte på mine første kinesiologikurser, som hurtigt blev fulgt op af kurser i diverse grene indenfor kinesiologi, healing og selvudvikling.

1. Oktober 1989 åbnede jeg min klinik, og da stjernerne stod i vægtens tegn, som jeg selv er født i, kom den til at hedde LIBRA.

I forbindelse med kurser, hvor vi indbyrdes behand-
lede hinanden, erfarede jeg, hvordan den fysiske kinesiologi ikke var tilstrækkelig, de samme ubalancer dukkede op gang på gang. 
Det blev dermed klart for mig, at skulle jeg hjælpe folk videre, måtte jeg primært gå ind og arbejde med de psykiske og følelsesmæssige blokeringer, og herved med egentlig årsagsbehandling.

I arbejdet med klienten søger jeg således at gå bag om problemerne for at finde årsagen, i stedet for blot at lave symptombehandling. 
Dette har ført til mange rigtig gode resultater og interessante oplevelser for både klienter og mig.

Jeg synes det er utrolig spændende at arbejde med mennesker, at følge deres udvikling, og jeg ser det som en gave, at jeg med dette unikke redskab, som kinesiologien er, er i stand til at hjælpe mange mennesker videre i livet.